Hvordan et drama kan optrappe...

Her kan du læse en lille sommerhistorie fra det danske/svenske hav, hvor en hyggelig sejltur med en lille idyllisk færge, kan udvikle sig til et top eksplosivt læringsdrama, der har rødder i traumatiske barndoms oplevelser. Læs om det "store" drama her....

Efter en fuldkommen fantastisk tur til Ven, skulle jeg lørdag vende tilbage til København via en lille hyggelig færge, hvor stemningen indgyder ren idyl og søde minder om, hvor hyggeligt alting var dengang i "gamle dage".

Jeg var i god tid, da jeg ikke havde tjekket adgangstiden ordenligt, så jeg var bange for at komme for sent. Det betød at jeg nærmest var forrest i køen og dermed førstevælger til at vælge siddeplads på den lille færge. Jeg kunne godt huske udrejsen og at der fandtes de fedeste pladser aller øverst oppe på andet dæk. Så jeg skyndte mig derop og fik det skønneste hjørne, hvor jeg kunne sidde og nyde udsigten, sole mig og kigge langt ud på havet - herligt. Hurtigt fulgte andre med og man kunne se på deres ansigtsudtryk, at det her var dæleme vigtigt. En lille flok kvinder fik hurtigt taget resten af pladserne på det eftertragtet dæk, og de samlede alt hvad der var af stole, så andre tilkommende hurtigt forstod, at her var ikke plads. Kun jeg havde nået at få min hjørneplads og som minutterne gik, kom flere og flere til fra det selskab, der nu var oppe på ca. 20-25 mennesker. Jeg ved det nu - det var her, at jeg skulle ha taget mine ting og gået min vej, for gruppen her var i klart overtal og de kiggede på mig, som var jeg fra en anden verden og bestemt ikke hørte til. Men jeg blev, for dels er jeg stædig og mente jeg havde ret til at blive (jeg kom først!) og dels er jeg ikke vant til færgeture og kendte ikke denne her slags konstellationer - hvor vildt det kunne blive, kunne jeg på det pågældende tidspunkt ikke forestille mig. Gruppen begyndte så småt at hive alkohol frem og nogle af kvinderne begyndte at synge -de skulle feste, skulle de.

Her burde jeg også have valgt at gå et andet sted hen. Men hele dækket var fyldt med mennesker, det ville ha været et monster stunt at begive sig afsted, så jeg blev, tænkte det skulle nok gå. Hev min notesbog frem og begyndte skrive for på den måde at aflede opmærksomheden.... Stemmerne blev mere og mere højrystede -hende ved min højre side, råbte så højt, at det skar i mit øre. En mand der sad et par meter fra mig begyndte at ryge og asken fløj ind over mig og røgen gik i min retning.. Her burde jeg ha...... Men jeg blev, tog høretelefoner på, skruede op for musikken vendte mig rundt for ikke at få asken på mig og med ryggen til hele gruppen og deres drukfest, sad jeg nu med dejlig musik i ørerne og spejdede ud over havet og alting var så smukt og jeg begyndte faktisk at nyde turen. Musikken i mine øre blev snart overdøvet at et brølende kor fra mine naboer. Alkoholen var begyndt at virke for alvor og alle stemte i til gamle danske Melodi Grandprix hits og stemningen var høj. Jeg pressede bare mine ørepropper endnu længere ind i mine øregange for på den måde, at overdøve larmen og det lykkedes mig at finde ud af at blive i mit hjørne til trods for det overvældende festarrangement, jeg var blevet en del af. Så væltede en plastickop med fadøl ud over én i gruppen... Det var her jeg skulle have gået min vej, men jeg var naiv og tænkte, at de for pokker havde lært af episoden og at uheldet ikke ville gentage sig, så jeg blev. Jeg begyndte dog at regne på, hvor langt vi var nået på turen og i forhold til mængderne af ølglas på bordene, var jeg alligevel begyndt at være lidt realistisk omkring hvordan det her show ville ende. Så jeg gav mig selv 20 min. mere i hjørnet, så ville jeg begive mig afsted og kunne stå op resten af vejen - det var en fin løsning tænkte jeg. Men der gik ikke lang tid førend jeg pludselig mærkede at min kjole og ben blev våde og kolde. Nogen havde tabt deres øl og den sivede hen af bordet i min retning og endte ud over mig, mine tasker, mine sko - alt var pladdervådt og jeg var målløs. Ingen sagde noget eller prøvede at hjælpe med at tørre øllet op, men kiggede bare på mig -sådan dømmende og som om, at jeg selv var skyld i det. Jeg blev så hidsig over, at de kunne gøre sådan mod mig. En mand løftede på skuldrene og sagde, at det ikke var ham. Jeg ved ikke lige hvad der skete, men jeg returnerede den udmelding med at tage et glas øl og kyle indholdet lige i fjæset på ham. Nu var der for alvor stille og det var så her, at jeg (endelig) tog mine ting og gik min vej! Da jeg kom ned på første dæk og stod der sammen med alle de andre passager -der helt rolige stod og nød sejlturen og udsigten, blev kontrasten for alvor klar for mig. Søde mennesker, stille og roligt var her og jeg blev så vred på mig selv over, at jeg havde udsat mig selv for den hæslige oplevelse. Jeg var også vred på det selskab der havde været så egocentriske, at de var ligeglade med deres medpassagerer og bare gjorde som det passede dem, men jeg vidste jo inderst inde godt, at der var ikke noget at gøre, når sådan et selskab løber af staben. Jeg mente dog, at jeg havde ret til at blive siddende, men det togt kostede mig en helvedes masse efterfølgende arbejde med at få vasket, sko, tasker og tøj... Så hvorfor skrive et blogindlæg herom?

Denne lille episode er et glimrende eksempel på, hvordan situationer ofte udvikler sig -og på sådan en måde, hvor man ikke rigtig har chancen for at handle fordi de ting som overskrider ens grænser, sker på en langsom og optrappende måde. Som du kan læse, så "flytter" jeg hele tiden med og pludselig får jeg nok og reagerer kraftigt. Det er sådan vi typisk ender med at have det i relationer, der kører af sporet. Vi tænker: hvordan kunne jeg dog ende her? Kan slet ikke forstå, at det der startede så godt ud pludselig endte så ulykkeligt. Det skyldes, at vi er så gode til at indordne os og derved hele tiden kommer til at flytte vores grænser. Så selvom vi øver og øver os i at blive bedre til at mærke efter, hvad der godt for os, så kan vi stadig komme til at ende ud i situationer, hvor udfaldet ikke kan regnes ud på forhånd og at vi gradvist bliver viklet ind i et dramatisk net, der bliver svært at rode sig ud af.

For jer som er opvokset i omgivelser, hvor det uforudsigelige var det almindelige, så ville jeres dagligdag sikkert minde om denne episode og fordi man var lille og ikke kunne klare sig selv og var nød til at blive boende, så var eneste løsning, at udstå stormvejret og få det bedst mulige ud af situationen. For sådan nogle som os, så er det "det vante", og vi kan derfor slet ikke finde ud af, at trække os, når situationer ikke er sunde for os. Vi bliver, fordi det plejer vi/var nød til at gøre -det er blevet vores naturlige handling på ubehagelige situationer. Vi er måske heller ikke gode til at mærke vores grænser og derfor tillader ting, at ske, som "normale" sunde mennesker aldrig ville tillade. Med tårerene trillende ned at kinderne cyklede jeg hjem fra færgen og måtte gå direkte i bad, da jeg kom hjem. Jeg lovede mig selv (endnu engang) at jeg ikke vil tillade at udsætte mig selv for den slags igen og måske denne begivenhed var punktummet for den læringsproces. Jeg er nu ikke sikker, for lige netop det med at stå op for sig selv, skrue ned for stædigheden og lære at reagere på intuitionen/faresignalerne, er lektier, der er så svære for mig at forvandle, men det er helt okay, for jeg er så langt, at det "kun" er småsager som nævnte, der får mig til at miste min ellers sunde dømmekraft jeg har brugt mange år på at udvikle.

Herligt er det lige pt. på sommerlandet/vandet -håber du nyder hvor du er og kun tager de allervigtigste kampe, hvis der altså er noget (vigtigt) at kæmpe om:-)

Seneste blogindlæg...

Tilmeld dig mit nyhedsbrev