En invitation

Jeg blev første gang præsenteret for denne tekst tilbage i 2012 og på en måde, har den lige siden været en slags rettesnor for hvad en anstændig, elskelig og ansvarsfuld voksen bør fokusere på i forhold til at leve sit liv. Læs med her og mærk, om denne invitation vækker noget i dig....


Det interesserer mig ikke, hvordan du tjener til livets ophold:

Jeg ønsker at vide, hvad du brænder for og om du vover at drømme om,

at få opfyldt dit hjertets længsel.


Det interesserer mig ikke, hvor gammel du er:

Jeg ønsker at vide, om du tør gøre dig til grin for kærligheden,

for dine drømme, for livets eventyr.


Det interesserer mig ikke, hvilke planeter der er i kvadrat til din måne:

Jeg ønsker at vide, om du har berørt det inderste i din sorg,

om livets svigefuldhed har åbnet dig eller fået dig til

at tørre ind og lukke af - i frygt for mere smerte.


Jeg ønsker at vide, om du kan være med smerten, min eller din egen,

uden at gøre noget for at skjule den

- eller få den til at forsvinde eller reparere på den.


Jeg ønsker at vide, om du kan være med glæden, min eller din egen,

om du kan danse vildt og lade ekstasen fylde dig helt ud i fingre og tæer,

uden at formane os om, at passe på, være realistiske

og ikke glemme begrænsningerne i det, at være menneske.


Det interesserer mig ikke, om den historie du fortæller mig, er sand:

Jeg ønsker at vide, om du kan skuffe en anden, for at være tro mod dig selv;

Om du kan holde ud at blive anklaget for svigt, uden at forråde din egen sjæl;

Om du kan være troløs og derfor tilregnelig.


Jeg ønsker at vide om du kan se skønheden hver dag -

også når den ikke er sød og køn og om dens nærvær er kilden til dit eget liv.


Jeg ønsker at vide, om du kan leve med fiasko - min eller din egen,

og alligevel stå ved søens bred og råbe dit ”JA” til fuldmånens sølvskive.


Det interesserer mig ikke at vide, hvor du bor eller hvor mange penge du har;

Jeg ønsker at vide, om du kan stå op efter en nats sorg og fortvivlelse,

træt og forslået, helt ind i marven og gøre det nødvendige for at sørge for børnene.


Det interesser mig ikke, hvem du kender eller hvorfor du blev indbudt her;

Jeg ønsker at vide, om du kan stå med mig, midt i ilden, uden at vige.


Det interesserer mig ikke hvor, eller hvad eller med hvem du har studeret;

Jeg ønsker at vide, hvad i dit indre der holder dig oppe, når alt andet falder bort.


Jeg ønsker at vide, om du kan være alene med dig selv og om du i sandhed

bryder dig om dit eget selskab i de tomme øjeblikke.


- Oriah Mountain Dreamer

Seneste blogindlæg...

Tilmeld dig mit nyhedsbrev