Hvis du vil læse om hvordan jeg satte mig selv i uføre - blev irettesat på Facebook med ordne: 'Du gør af det forkerte træ, Pernille Riis', og om hvordan, jeg efterfølgende, fik hele den oplevelse til at blive til en vigtig brik i min personlige udvikling. Læs med her...
Jeg har været ude i min første Facebook debat, hvor jeg udtalte min mening i en tråd , der handlende om nogle kritiske omstændigheder ved at arbejde som terapeut/behandler. Det er ikke fordi jeg ikke tidligere har deltaget i debatter på Facebook med en kommentar eller to. Forskellen var her, at jeg denne gang ytrede mig negativt – jeg pakkede ikke min mening ind i søde smileys eller politiske korrekte formuleringer, jeg sagde det jeg havde på hjertet – uden filter, og det kom åbenbart ikke i god jord. Efter en time, modtog jeg en notifikation på min mobil, hvor der stod, at jeg var blevet nævnt i en kommentar. Det måtte jeg da straks se, hvad var. Her stod b.la.: 'Du gør af det forkerte træ, Pernille Riis'. Jeg var under angreb, og jeg bed på. Jeg svarede tilbage –måske en tand mere direkte. Det tog ca. 2 sek., så kunne jeg se på de der hvirvlende prikstreger, at nogen var i gang med at kommentere. Der gik et øjeblik og hende, der mente, jeg gøede, svarede tilbage med endnu en formaning: ”lammetævet” var et lige lovligt voldsomt ord ifølge hende. Shit, ingen slutning på noget jeg pt. ikke lige kunne styre. Der var en ukendt person, der sad parat på tasterne -klar til at mane enhver udmelding fra mig til jorden. Jeg var nu i vildrede, skulle jeg slutte den her, eller fortsætte? Jeg var ved at komme for sent til Yoga, fik slet ikke lige set mig i spejlet, eller tjekket om jeg var klar til at gå. Mine tanker omkring vores lille debat havde fuldkommen overtaget mit sind. Jeg besluttede at kigge igen –overvejede stadig at svare tilbage, men så opdagede jeg, at jeg ikke kunne komme til at kommentere i tråden. WTF? Var jeg blevet blokeret? Var jeg nu udstødt af gruppen? Jeg måtte tjekke – det var jeg dog ikke, men hele opslaget var pludselig væk! Nogen havde slettet det - vores debat var blevet censureret! Nu skulle jeg til yoga, og jeg var for sent på den. Alle trafiklys, turister og vindforhold, var selvfølgelig imod mig, og jeg kom for sent, og fik ikke tunet ind eller noget. Men jeg skal da lige love for, at jeg kunne udføre øvelserne. Energien rasede rundt i kroppen og jeg fik udført stillinger, jeg normalt ikke har kræfter til –hurra for vrede og frustration, når det gælder fysisk kanalisering. Værre er det i hovedet, hvor tankerne svirrede konstant: ’Hvad har du gjort’, ’NU er du blevet upopulær’, ’NU kan de ikke lide dig’, ’Det er altså også uretfærdigt, det som foregår -jeg har ret i det, jeg antager’, ’Det er det, som altid sker, når du taler over dig’ etc.. Det gik op for mig, at jeg følte mig som en slem pige, der havde gjort noget galt, og det havde jeg på en måde også. Jeg er normalt modstander af at man ytrer sig negativt i det offentlige rum, fordi jeg efterhånden har forstået, at ”sure opstød” blot bidrager til endnu mere negativitet, og holder os alle i de lavere sindstilstande. Men så skete det! Jeg er endelig nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ret hurtigt finder ud af at tilgive mig selv, hvilket kan være en utrolig lang og anstrengende proces, hvis man ligesom jeg, nærmest er blevet identisk med rollen som ’den pæne pige’, ’Hende der aldrig gør noget forket, ’Hende som altid opfører sig korrekt, og som ikke kan tåle kritik og konflikter fordi man er så satans sensitiv. Den side af mig lever stadig i bedste velgående, det kunne jeg jo konstatere, eftersom jeg reagerede så kraftigt på en lille debat på Facebook, men jeg var blevet bedre til at hurtigt at håndtere situationen og fik mødt min indre modstand og bitch med accept. Jeg nåede også et punkt, hvor jeg måtte anerkende, at der findes en vred og frustreret behandler inden i mig, der oplever, at vores branche har nogle ret dystre sider - ingen har lyst til at tale om, men som sætter mit pis i kog, og jeg må finde måder at håndtere det på.
Og da alt det var transformeret, så blev der plads til endnu en erkendelse… Hvorfor var det lige, at jeg netop den dag, besluttede mig for at ytre min mening om det pågældende emne? Det var langt fra første gang, at temaet blev nævnt i en gruppe. Så mange gange før, havde det været muligt, at svine energien til i en FB tråd med mit sure opstød, hvorfor nu? Det skal jeg sige dig. Det var nu, fordi jeg lige var blevet færdig med at lave min salgsside ang. et gruppeforløb, jeg udbyder her på siden. Jeg var nået til næste skridt i processen – det skridt jeg virkelig ikke bryder mig om: jeg skal ud og sælge forløbet. Så hvad gør vores ego, når vi oplever at stå overfor en handling, som ikke føles tryg og rar? Den planlægger en ubevidst undvigelsesmanøvre, finder en passende situation, der kan overtage al opmærksomhed, for den måde at undgå at skulle tage stilling -og handle på det, som ikke føles rart. Smart ikk? Med den erkendelse, droppede jeg tankerne om at ringe til Kontant (DR) og sælge dem ideen til en ny udsendelse. Droppede ideen om at jeg måske selv skulle lave min egen tv reportage, skrive en artikel og hvad der ellers poppede op i mit hoved, der kunne hjælpe mig i mit forsvindingsnummer. Jeg er nu hurtigere end nogensinde tilbage på rette spor – jeg skal sælge mit forløb, og det skal være mit fokus. Jeg glæder mig selvfølgelig til den dag, hvor jeg i meget mindre grad tæsker mig selv verbalt, fordi jeg gør noget, som ikke matcher den pæne og pligtopfyldende pige. Men lige nu, er det en fryd at opleve, hvor hurtigt jeg opdager, at jeg er på afveje og får taget hånd om situationen, og kommer tilbage på sporet. KH
Pernille
