Når forhold er svære at afslutte -eller komme væk fra, så kan det være yderst frustrerende -både for os selv og vores omgivelser, hvis ikke at vi formår at handle på den mest hensigtsmæssige måde. Men hvorfor kan det for nogen være så uforståelig svært at afslutte, komme videre -eller “bare træffe det fucking valg og skride”? Læs med her og forstå det uforståelige….
Det kan være let for andre -udefra at se på en situation og med undren se på, at os, som de elsker og holder af, bliver i nogle usunde relationer og ikke bare skrider, når situationer er ubeskrivelige skadelige og det åbenlyse at gøre er, at afslutte forholdet. ‘Hvorfor kan hun ikke bare slippe? eller ‘hvorfor tillader hun andre at gøre det imod sig selv’. ‘Hvorfor kan hun ikke bare komme videre etc.?’ Ja de spørgsmål stiller du måske også dig selv igen og igen -hvorfor? Ja, hvorfor ikke bare slippe, når noget smerter og måske ødelægger ens liv fuldstændig. Måske man bliver i et voldeligt forhold (psykisk eller fysisk), måske man bliver sammen med en mand der er utro, måske man bliver på en arbejdsplads, der slider én op. Måske man har sluppet og er fri af forholdet, men de følelsesmæssige bindinger forbliver intakte og det er lige så slemt som at blive. Graden af smerte/alvor/baggrund kan variere i det uendelige, men én ting har alle nok til fælles: mennesker der ikke kan slippe skadelige forhold eller de følelsesmæssige bindinger, de har altid en ubevidst god grund! For mig personligt var denne ubevidste grund, at jeg tidligt i mit barneliv, fandt frem til en overlevelsesstrategi, der gik ud på at lade håbet om bedring være min ledetråd i alt hvad jeg foretog mig. Ønsket om et harmonisk familieliv satte dermed en ubevidst programmering i gang i mine unge barneår. Hvis jeg var stærk, hvis jeg tilsidesatte mig selv og passede ind, hvis jeg underminerede mine følelser, der skreg, at det her, er helt galt -flygt for helvede! og hvis jeg blot blev og kæmpede og holdt håbet om bedring fast i mit hjerte, så ville miraklet måske indtræffe. Ønsket ville gå i opfyldelse. Håbet ville vinde over virkeligheden, tingene ville ændre sig til det bedre og jeg ville få det jeg allermest ønskede mig -en kærlig og omsorgsfuld familie. Hvis så ikke at håbet går i opfyldelse i den familie som vi vokser op i, så flytter håbet om bedring med os over i venskaber, kæresteforhold og måske vi skaber vores egen familie og historierne gentager sig. Det gør de, fordi vi mærker ikke om disse nye forhold reelt er gode for os - vi lader os blindt føre af et længselsfyldt håb om bedring Vi kommer til at leve efter en urealistisk drøm og vi ser ikke vores virkelige virkelighed som det usunde miljø, det måske er blevet til. I stedet bliver vi i forholdet, accepterer og knokler endnu mere, vi gør os endnu mere umage og det håbløse håb holder os i gang og vi rejser os igen og igen og vi bliver i det, som vores omgivelser ikke kan forstå, vi kan være i. Vores overlevelsesstrategi -skabt af et barn der ikke havde værktøjer til at gøre andet, er blevet et fængsel, vi ikke kan slippe ud af. Kan du se hvor svært det er? Fjerner du håb, så er der ikke noget at leve for, så hvis du slipper din strategi om at bevare håbet om bedring, så vil det svare til at give helt op og dø! Det er det, dine celler tror der vil ske og derfor kan du ikke bare slippe. Den anden ting er, at du har fået smadret dit grænsecenter, dit indre navigeringssystem, der fortæller dig om noget er sundt -eller usundt for dig. Hvis ikke det virker, så kan du måske slet ikke registrere, at du er i et usundt forhold, du oplever til gengæld skadevirkningerne heraf. Du bliver syg, får stress, kommer i underskud, mister energi, bliver asocial, trækker dig ind i dig selv og orker ikke livet, Måske du får tanker og fornemmelse om at give helt op. Jeg gik selv i terapi og så "døden i øjnene" og slap det håbløse håb, der aldrig havde bragt andet end sorg og udmattelse med sig. Når først kroppen får lov til at opdage, at hvis man slipper ens overlevelsesstrategi og ikke dør, så kan en healing indtræffe og du har fået fri passage til for fremtiden at gøre ting anderledes. Der kan gå en rum tid, hvor en sorgperiode og udmattelse vil træde i stedet Herefter påbegynder et arbejde i at kickstarte ens navigeringssystem igen. Hvad mærker, du er godt eller skidt for dig, fremfor at lade et urealistisk håb være din ledetråd fremadrettet? Der er andre aspekter der følger med i denne problematik - jeg var helt på røven, dengang jeg hørte om “Intermittent Reinforcement” (oversat: noget med at blive afhængig af periodevist -og utilregnelig opmærksomhed). Dette er ret så stærke sager og jeg HAR sat en intention om at skrive et blogindlæg herom, så hvis ikke at denne problematik, som jeg omtaler i dette indlæg hjælper tilstrækkeligt, så er det nævnte område måske det næste, du skal kigge på.
