Sådan noget taler vi ikke om....

Når psykisk sygdom hverken kan håndteres og/eller behandles, kan det skabe livslange sorgfulde omstændigheder - for både vedkommende selv og deres nærmeste omgivelser. Der skal viden og oplysning til, så vi kan hjælpe alle dem, som lider og når det så sker med en knalddygtig forfatters ord og ovenikøbet udmøntet som en biografi, så skal der heppes herfra…

Hjertelig tillykke Leonora for modtagelsen af ‘De gyldne laurbær’ for din bog: ‘Den, der lever stille’. I denne anledning har jeg skrevet et indlæg, der handler om din bog og dens meget vigtige budskaber. Håber på den måde at endnu flere vil føle sig inspireret til at læse din bog og lære, at være mere åben omkring psykisk sygdom og hvad du ellers kommer rundt om af temaer i din skønne bog. Bogen er en biografi, skrevet af forfatteren Leonora Christine Skov og vi følger hende fra tidlig barnsben og op gennem hele hendes opvækst - og frem til i dag, hvor hun er blevet en succesfuld forfatter …der er lesbisk OG som har overlevet en barndom, der snildt ku ha knust hende til atomer, hvis ikke at hun havde haft et stærkt overlevelses gen, for hold op en atmosfære, der herskede i hendes barndomshjem. Side for side i bogen, afsløres et dystert og knugende ulykkeligt familiedrama og jeg fik selvfølgelig lyst til at holde med Christine (Leonora) og frustrationen over moren og faderens adfærd vækkede en afsky i mig. Men det er jo ikke kun Christine der er offer - alle indvolverede er ofre, for det viser sig (som det altid er tilfældet), at der er en velbegrundet årsag til især moderens indelukkede og forstemte adfærd. Hun har en depression! Hun er syg! Allerede inden hun føder Christine, har en depression lagt sig over hende som en tons tung dyne hun slet ikke kan beherske. Det smertelige er, at hun får ikke behandling -hverken før eller aldrig, fordi tilfældet er, at i 1970érne, var de fleste mennesker underlagt en tilbageholdenhed i at vise -og tale om sine sårbare sider. Det hed sig at: “sådan noget taler vi ikke om” og så blve der lukket låg på følelserne, sygdomme og hvad man ellers kæmpede med. Der var nok hverken oplysning, overskud eller midler til at kunne håndtere sådanne situationer. Så i Leonoras og hendes mors tilfælde, bliver der ingenting gjort, for at hjælpe moderen til at blive rask igen (den form for hjælpe fandtes nok ikke). Konsekvenserne er en tabulagt tendens, som du selv kan læse meget mere om i bogen, hvor du vil få skildret en ramme, hvor skyld, skam og kontrol hersker i hver en krog i en stakkels lille dansk familie. Det gik op for mig, hvor vigtig bogen er, for dem som lever stille og ikke taler om deres sygdomme eller mistrivsel, farver verden sort og grå. Det er både synd for dem men også for deres omgivelser, pårørende - ja alle som indgår som relation. Jeg får lyst til at hylde alle dem, der modigt råber op, siger frem og skaber rum for udveksling, debat og endnu mere åbenhed. Det kan lige nu virke katastrofalt at være menneske her på den jordklode, med alle de dramaer der konstant udspiller sig for vores øjne. Men hvis -og når du føler dig overvældet, så husk på Leonora og hendes families historie. Det går ikke, at vi lukker ned for de omstændigheder, der gør os syge og rådner os op indefra. Det skal ud, luftes, behandles, rummes og mødes i kærlig medfølelse og når vi læser - eller hører om en person, der modigt har “brudt ud” og vendt vrangen ud på sig selv -med et helende resultat til følge, så vil nogen derude måske også få mod på at gøre det samme.

Seneste blogindlæg...

Tilmeld dig mit nyhedsbrev