Hvorfor er det tit sådan, at når vi går igang med et projekt, vil nå et bestemt mål eller blot forsøger at overleve daglige udfordringer, at vi tit ender med at knokle og kæmpe en udmattende kamp for at lykkedes med det, vi har sat os for? Har skrevet en lille klumme om problematikken....
Da mine sønner var små, var min ynglings-oplæsnings-bog; Peddersen og Findus "Pandekagekagen", der kort beskrevet handler om, at katten Findus har fødselsdag og som altid, skal de bage en pandekagekage. Men lige netop på denne særlige dag, har de desværre ikke noget mel og Peddersen er nød til at cykle til købmanden for at købe noget mel, førend de kan bage kagen. Hans cykel er desværre punkteret og skuret, hvor lappegrejet ligger, er låst og de finder nøglen til skuret på bunden af en brønd. Så for at få fat på nøglen, vil de bruge en fiskestang, der kan fiske nøglen op. Men fiskestangen ligger oppe på loftet og for at komme derop, skal de bruge en stige.
Stigen står i naboens have og da de vil hente stien, opdager de, at naboens tyr står og sover/hviler sit hovedet på stigen. Så de står nu i en situation, hvor de skal forsøge at lokke tyren væk, så de kan hente stigen og komme videre med alle de andre gøremål - så de til sidst kan få bagt den pandekagekage, som det hele handler om. Pu-ha....
Udover at rammen som denne lille historie fremstilles i, er så skøn, kærlig og humoristisk - et kærligt minde, så er der bare noget ved selve historien, der til tider minder mig en smule om mit eget liv. Der er noget, jeg gerne vil og så er der pludselig en hel masse andre ting, der skal lykkedes, for at det, jeg gerne vil, kan blive en realitet. Jeg er af den erfaring, at jeg ikke er alene om at have det på den måde, det er vist et generelt problem, vi alle mere eller mindre tumler med... Nogle gange, er vejen til målet så fyldt med alle de her gøremål, der umiddelbart synes vanvittig irriterende og frustrerende, at vi bliver så trætte og nærmest mister gejsten. Andre gange, kan dele af processen, f.eks. at lokke tyren væk fra stien, være en så stor modstand og besværlig en proces, at det kræver mange forsøg, mange nederlag og virkelig ihærdig motivation at blive ved og ved med at forsøge at få den s.... tyr væk, så vi kan komme videre...
Det, der også ofte kan ske i denne proces er, at kampen kan være så opslugende, at vi helt glemmer målet. At vi f.eks. skulle bage pandekagekage og alt endte lykkeligt. Vi sidder i stedet fast, vi kan ikke få den tyr til at flytte sig, vi kan ikke fiske den nøgle op.. Måske vi opgiver, bliver dybt frustreret, udvikler endeløse tankespiraler, der forsøger at finde en enden løsning eller helt fornægter ønsket om at spise pandekage kage. Det kan kort sagt været et hårdt og opslidende arbejde at nå vores ønsker og mål i dette liv. Hvad kan man gøre? Måske vi er nogen, der bør tage et lille opgør med den traditionsbundende opfattelse af, hvordan tingene udfolder sig og hvordan vi handler i forhold til at ende som udmattende, knoklende individer, der sidder fast i et opslidende delmål. Måske vi kan gøre det anderledes? Hvorfor gik Pedersen ikke bare ind til naboen og lånte lidt mel? Eller hvis han havde taget en lille lur, så var tyren måske i mellemtiden vågnet og flyttet sig fra stigen, og så var alting faldet på plads i et balanceret tempo og til alles bedste.... Det ville en person, der er opdraget til at gå vejen med mindst modstand gøre, men jeg tror/tænker, at vi er rigtig mange, der er opdraget til at gå den lange og krævende vej, fordi vi er traditionsbundne og hænger fast i alle mulige gamle overbevisninger - skabt ud fra frygt og behov for kontrol. Vi er vant til at skulle knokle, at skulle "yde før vi kan nyde" etc. At have den indstilling at "livet er hårdt og ubarmhjertigt", og med alle disse indstillinger, vil vores underbevidsthed derfor altid styre efter en virkelighed, der matcher disse overbevisninger og livet bliver hårdt og krævende. Hvad kan du gøre? 1) Bed om hjælp når du ikke magter situationen alene 2) Tag en pause, når det opleves for overvældende 3) Fjern fokus og gør noget andet Det ser så simpelt ud, som det står skrevet og så kan det være noget af det allersværeste at udleve. Hvorfor? Fordi vi er så forbundene med vores "knokleriske tendenser" der er udviklet af den ene eller anden grund. Vi behøver ikke at sovse rundt i, hvorfor det er blevet sådan, bebrejde og pege fingre. Næh, i stedet vil jeg opfordrer dig til at forsøge dig med de 3 ovenstående punkter. Prøv det af, se hvad der sker. Ender det i lutter pandekagekage eller måske som en ommer. Uanset hvad, så vil turen ende mindre stressende og du har lært lidt om at knokle mindre - måske noget du vil finde smag for. God tur med at realisere dine drømme og formål du brænder for og god fornøjelse med optrevlings-arbejdet i dine traditionsbundende knuder. KNUS
Ps. Måske du vil have glæde af også at læse >>>dette indlæg<<< der handler om fastlåsthed og stagnation.
