Det er en del af livet, at føle sig ensom - præcis på samme måde som at det er en del af livet, at vi på et tidspunkt skal dø. Men det er som om, at både død og ensomhed ikke ligesom er accepteret - i hvert fald ikke i vores moderne kultur. Vi er bange for både at dø og føle ensomhed og måske at det skyldes, at vi ikke er bevidste nok omkring disse aspekter.
Det er nu engang forholdende, hvis du ser din eksistens ud fra et spirituelt synspunkt:
Vi er en del af helheden
Vi fødes
Ca. 3 år gamle, adskilles vi fra helheden og udvikler et ego, hvilket giver os ensomhedsfølelsen, som vi bærer med os hele livet igennem.
Vi dør
Vi bliver en del af helheden igen
Prøv f.eks. at forestille dig, at du planlægger en rejse, hvor du vil tage alene afsted - ikke i en gruppe, alene. Du gør det for at føle frihed til selv at træffe valg og bestemme, og få lige præcis de oplevelser, du hungrer efter. Når så du rejser afsted, ud og ser verdenen, så er du indforstået med, at du er alene. Du møder andre, taler - og har samvær med andre, men du er alene afsted. Undervejs, så oplever du måske pletvise stunder, hvor ensomheden overvælder dig, men du bærer det med accept, fordi du er forberedt og indforstået med, at sådan er forholdende, det har du selv valgt. Det er en kæmpe misforståelse, at tro, at vi skal leve vores liv uden ensomhedsfølelsen og jo før du vænner dig til - og accepterer, at sådan er forholdende ved at leve, jo hurtigere vil du finde fred, og måske endda begynde at nyde de ensomme stunder, for det kan være sundt at kunne nyde sit eget selvskab. Hvorfor det kan være så svært at nå hertil, skyldes nok at ensomhed er negativ ladet i vores kultur, for er vi ensomme, så er vi ikke lykkedes, så er vi en fiasko, vi er ikke noget værd, vi har tabt i livets spil etc.
Så med bevidsthed om at det er sådanne erkendelser (mislykket), der bliver en del af vores liv, hvis vi føler ensomhed, så er det jo fuldt forståeligt, at vi forsøger at undgå ensomheden. Det der måske også kan ”trigge” og udløse panik er, at vi jo rent faktisk ikke ved, om vi vender tilbage til en helhed, når vi dør. Her er der tale om at tro fremfor videnskabelige beviser, og at tro er der mange, der har svært ved - især fordi den er blevet udnyttet så groft igennem det meste af menneskets historie. Men ensomheden kan faktisk være ødelæggende. Hvis du har isoleret dig, og alt for længe har undgået mennesker og det sociale liv, så kan ensomhedsfølelsen være et signal om at vi skal justere vores handlinger og adfærd. Når vi rammes af overvældende begivenheder som f.eks. at brænde sammen, så kan vi meget hurtigt miste overskud og godt helbred, og lever vi i en længere periode med stress og overbelastning, så får vi mindre overskud og kræfter til at håndtere vores omgivelser. Derfor kan vi meget hurtigt nå det punkt, at det er lettere at leve uden end med. Vi begynder at takke nej til invitationer og bliver hjemme i stedet, og langsomt melder vi os ud af det sociale liv. Så det er ikke fordi, vi ikke vil andre mennesker, vi orker det bare ikke, og i stedet kommer vi til at isolere os (som beskyttelse) og her kan ensomhedens følelsen føles meget overvældende, og er et tegn på, at noget skal ændres. Undersøgelser viser, at vi lever længere, hvis vi er sociale, og cellebiologen Bruce Lipton, har også en kvantefysisk forklaring på, hvor godt det er for os at være sociale; Han taler b.la. om, at vi hvis man måler energi på frekvensbølger, så bliver energien stærkere, når der er flere sammen, der harmonere i synkronicitet (flow), så der eksisterer altså et paradoks omkring det at være menneske, der hedder, "vi er her alene, men sammen er vi stærkere".
Der er derfor ikke noget at sige til, at ensomhedsfølelsen skaber splid i os, og at den kan være svær at acceptere, men jeg håber at med dette "spirituelle indspark", at du får lettere ved at håndtere den - måske endda nyde, undersøge og udforske det at være til - og oplevet livet ud fra et individuelt synspunkt.
