Til alle dem med et hjælpe/redder gen


Nogen gange falder jeg over ting på nettet som gør et ekstra dybt indtryk på mig, og i dette tilfælde, så meget, så jeg synes, jeg vil dele denne information med dig. I nedenstående svar til et læserbrev, er det så fint beskrevet, hvordan det er, at have et ønske om at hjælpe andre -og måske føler, det er en pligt/nødvendigt, fordi der er relationer tæt på dem, der slet ikke kan finde ud af at tage vare på dem selv, eller der er alvorlig dysfunktion eller misbrug. Vi oplever det vel alle - i mere eller mindre målestok, at vi skal/bør gøre noget for andre. Især vores børn kan det især være et vanskeligt valg, at lære at slippe, måske blive nød til at slippe... Nedenstående svar til "Speranza" fortæller så ærligt om at befinde sig i sådan en situation og hvordan man kan forholde sig til det. Livet er nogen gange uendeligt hårdt, så jeg håber inderligt, at der er nogen af jer læsere, der kan bruge dette svarbrev som inspiration til at finde mod, klarhed og opmuntring til at træffe nogle svære valg i jeres liv. Kære Speranza Ja, jeg kan nikke genkendende til din situation ... fra min egen familiemæssige situation. I stedet for ordet "psykopat" vil jeg bruge ordet "dybt dysfungerende". Også jeg har forsøgt at hjælpe / redde i mange, mange år. (Det har været økonomisk uføre, ikke at kunne gennemføre en uddannelse, beholde et job, omsorgssvigt i forhold til børnene, få et hjem til at fungere, alkoholisme, psykisk sygdom ... alt sammen i en skøn sammenblanding, som du også er inde på det). Jeg kom efterhånden til disse konklusioner: * Mine forsøg på at hjælpe / støtte økonomisk og ved "at være der for dem" på alle mulige måder var med til at fastholde dem i deres dysfunktion og misbrug. På engelsk bruges udtrykket "enabling", altså det at muliggøre og facilitere en "uansvarlig" livsførelse. * Jeg var for ikke selv at gå til grunde nødt til "at trække følehornene til mig". Frustration, bekymring og ængstelse var ved at æde mig op. * Jeg erkendte, at jeg ikke kunne hjælpe. For at få hjælp skal et menneske nemlig selv have et ønske om at forandre sig. Det skete ikke. Selverkendelsen indfandt sig aldrig. Løgnene som fortælles andre, bruges også til at lyve for personen selv. * Da jeg langt om længe trak mig tilbage, var jeg meget, meget bange. Jeg så selvmord, opløsning, og en familiemæssig dysfunktion, som blev givet videre til næste generation. * Selvmordet udeblev ... men den familiemæssige dysfunktion fortsætter i næste generation. Og så vendte jeg blikket mod mig selv og mit "hjælpe/redde-gen" Hvad ved jeg om "den rette livsførelse"? Hvad ved jeg om rigtigt og forkert? Hvem er jeg at dømme? (Jeg siger hermed ikke, at du dømmer) Lever jeg selv et optimalt, balanceret liv? Næh, jeg havde/har også mit at slås med. I dag har jeg den dybeste respekt for andres vej, for andres måder at leve livet på. Jeg har den dybeste respekt og forståelse for min egen smerte, min egen lidelsesvej. Den har givet mig meget, virkelig meget. Så meget, at jeg i dag ikke ville være min traumatiske historie foruden. På sjælsplan forstår jeg det. Og det er af denne forståelse, denne indsigt for min egen rejse, at jeg har fået en dybere forståelse og respekt for den vej, andre måtte gå ... vælge at gå (om valget tages på det menneskelige eller det sjælelige plan). Hvis andre ønsker eller beder om min hjælp, så mærker jeg efter, om jeg i givet fald ønsker at give denne hjælp. Og hvis jeg giver den, så er det uden "betingelser" eller forventninger. Altså jeg giver det, jeg har overskud, lyst og evner og hjertemod til. Resultatet er så at sige ude af mine hænder. Det kan godt være, at jeg er en gammel sjæl, og at der er mange unge sjæle i min familie. Til det vil jeg i dag sige, at jeg i givet fald selv har været en ung sjæl engang. Forstået på den måde at vi alle så at sige blot er på vej. Vi er inkarnerede af en grund. Havde vi ikke brug for en inkarnation, så var vi her ikke. Det gælder både gamle og unge sjæle; og åndsmæssigt kommer vi af eller er den samme ånd. Jeg giver mig selv lov til at være den ånd, den sjæl og det menneske, som jeg er. Jeg har stor forståelse, kærlighed og nysgerrighed herfor ... man kunne sige accept og respekt. Den samme accept og respekt møder jeg nu andre mennesker med også ... også mine familiemedlemmer, der lever et liv meget forskelligt fra mit. Jeg kan ikke gennemskue, hvorfor andre mennesker lever et fra et menneskeligt perspektiv ulykkeligt liv med sygdom, dysfunktion og lidelse. Jeg kan kun gennemskue (forstå) min egen rejse i en sådan familie. Min egen sjælshensigt med denne inkarnation ... en indsigt, der først er kommet i en sen alder. Mit nuværende perspektiv på livet (og min familie og al anden nød og lidelse) er ikke ensbetydende med, at jeg er blevet lige glad og ufølsom med hensyn til nød og lidelse. Jeg hjælper stadig, hvor jeg finder det hensigtsmæssigt, og hvor jeg kan/vil. Der er kommet noget respekt og noget "ligeværd" ind i min "hjælpetrang". Ved ikke om du kan bruge det her til noget .... men her er det :o) Ovenstående er et svar til et indlæg om at være forældre til en psykopat. læs indlægget HER

Seneste blogindlæg...

Tilmeld dig mit nyhedsbrev