At finde ind i orkanens øje (for her er der fred)


Så blev det endelig 1. december (igen) og her på bloggen vil jeg fejre, at dels så står julen for døren og dels har jeg fået publiceret min bog: 'Bogen for udmattede sjæle'. Du kan derfor i dette indlæg læse et af mine ynglings afsnit fra bogen - kig med her.......

At finde ind i orkanens øje Du kender det sikkert! Følelsen af at blive hvirvlet rundt af omstændigheder og situationer omkring dig. Måske det hele raser så voldsomt, at du helt har tabt pusten og har gemt dig langt væk i udmattelse, ensomhed og frygt. Det kan også være, at du måske stadig er med, men ikke føler noget stabilt fundament under dig, så du bare drøner rundt i et hav af drama uden at have chancen for at opleve en følelse af kontrol, overskud og stabilitet. Det er blevet livet, der bestemmer over dig og ikke dig, der bestemmer over livet! Se på det som en kæmpe orkan, du er landet i. Du hvirvler rundt og bliver involveret i det ene drama efter det andet. Måske har det stået på i årevis. I hvert fald i så lang tid, at situationen har slidt dig op. At være dig, med dine udfordringer kan være totalt udmattende i det lange løb. Uanset om du oplever at have ramt bunden eller stadig er på direkte kurs derned, så vil du på et tidspunkt forhåbentlig erfare, at du må gøre et eller andet og at du ikke kan blive ved på nuværende vilkår. Måske er du selv blevet alvorlig syg. Måske er du ”bare” virkelig træt af din livssituation og træt af at være plaget. Måske befinder dig du lige nu et sted, hvor du ikke formår at passe på hverken dig selv eller dine nærmeste. Måske oplever du, hvordan alting omkring dig, falmer og svinder bort: dine drømme og ønsker for livet, dine sociale forhold (kæreste, veninder, kollegaer etc.). Måske har du mistet lysten til at passe på dig selv, dit hjem, din have, din hobby - ja alt det, der før i tiden fik dig til at blomstre, fik smilet frem på dine læber og glæden til at varme i maven. Hvor blev livet af? Det er her stadig, og det venter på dig… Venter på, at du er klar til at træffe det valg, at ville dig selv det godt. Til trods for hvad der nu findes af sorgfulde og ulykkelige omstændigheder omkring dig, så må du gerne have det godt. Du må gerne nyde dit liv. Du må gerne være glad og føle overskud og gå efter din drømme. Du må alt det, fordi den bedste udgave af dig, er det bedste bidrag til denne verden. Dine omgivelser skal smittes af din glæde, af dit boblende overskud og inspireres til at ville det samme: at ville leve livet, sanse, nyde og opleve. Vi skal også være omsorgsfulde og passe på hinanden, men mister vi det andet, er vi ikke noget værd, hverken for os selv eller andre. Så læser du med her, har du sikkert mistet fodfæstet. Du er hvirvlet ind i en uhensigtsmæssig orkan, og situationen kræver handling. Her kan et bevidsthedsskifte hjælpe gevaldigt. Et skifte hvor du gør op med tidligere opfattelser og adfærd, tillære dig nye handlingsmønstre og i det hele taget, tage ansvar for, at få dit liv rettet ind, så du ikke brænder ud, hvirvler rundt og mister lysten til livet, til kærligheden og til at være dig. Det forholder sig således, at inde midt i en orkan, findes der et punkt, hvor der er ro og fred. Det kaldes for orkanens øje. Det kan umiddelbart være svært at forestille sig, at inde i en rasende hvirvel er der fuldkommen ro, men sådan forholder det sig altså. Hvis vi kan finde derind og derved hjem i os selv, så kan vi rent faktisk formå at være med den verden, som der er omkring os uden at ”hvirvle” med rundt. Finder vi ind til denne midte, så står vi meget stærkt og lader os ikke påvirke på samme måde som før. Så hvordan kommer du derind? At finde hjem i sig selv – ind i orkanen øje, handler mest af alt om at foretage en bevidsthedsrejse ind i os selv for at justere og rydde op i alle de områder, hvor vi ikke har nået at udvikle en ansvarsfuld og selvkærlig adfærd. Her er listet nogle områder. Du bør:

  • Lære at turde slippe kontrollen (i det tempo du magter) og hengive dig til livets ”flow”.

  • Tage en beslutning om at tage 100 % lederskab, vælge bevidst at stille dig ind i din egen kerne og “gøre tjeneste” ved at udleve den bedste udgave af dig med alt, hvad du har med dig.

  • Stoppe med at undskylde din personlighed og erkende, at der er brug for dig, præcis som den, du er.

  • Lære at stole på din egen intuition, så du ikke behøver at være afhængig af andres råd og deltagelse.

  • Være bevidst om hvad der føles som orkanens hvirvlen (ude), og hvad der føles som orkanens øje (hjemme), så du nemmere kan opdage, hvor du befinder dig og dermed bedre kan flytte dig, når det er nødvendigt.

  • Lære at håndtere modstand og udfordringer, sætte sunde grænser og kende forskel på hvad der er godt for dig, og hvad der ikke er så godt.

  • Kende dine livsværdier – især de feminine og lav handleplaner, så de kan udleves og dermed være med til at tanke dig op og give dig energi og glæde til dit liv.

  • Tage hånd om din fysiske situation og især arbejde for at nedtone din stress, udvikle nye sunde vaner og i det hele taget passe på dig selv.

  • Kunne rumme og være i stilhed og vænne dig til, at der gerne må være perioder i livet (gerne mange) uden alt dramaet.

For at dit begær, dine drømme og lyster kan vise sig for dig (sjælens gaver), så kræver det ro og fred omkring dig. Vi har det med (i panik eller frygt) at fylde vores liv op med omstændigheder, stimulanser etc. for at undgå at mærke tomrummet. Vi er bange for dette sted. Men i tomrummet er der plads til, at vores kreative sind kan udfolde sig og vores sjæls ønsker og begær vil vise sine tydelige tegn, så vi derved bedre kan navigere os hen i en tilfredsstillende retning. Som du kan læse, så er der meget at tage fat på, meget der skal læres, trænes og i det hele tage meget, der skal opdages. Husk personlig udvikling er en organisk proces, der er en helt unik proces for os hver især. Du vil sikkert undervejs, mens du læser denne bog, tænke tanker som: ”Må man det?” eller ”Forholder det sig sådan?”. Der er altså masser af AHA-oplevelser i vente. Jeg glædes derfor så ubeskriveligt meget over, at du læser med her. Det betyder mest af alt, at du har taget retning imod et stort JA til dig og dit liv.


Denne tekst er et lille uddrag fra bogen: 'Bogen for udmattede sjæle' som sælges her på siden og som du kan læse mere om lige >>>HER<<<


PS. I dag (1/12-2018)

kan du købe bogen til julepris 160 kr. på

Christianshavns hyggeligste julemarkedet,

der afholdes hos Sat Nam Yogayoga,

Wilders Plads 9C på Christianshavn, Kbh K

#Reportage #Højvibration #Pleaser #Nærende #Selvforvaltning #Stress

Seneste blogindlæg...

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

... og få 10% rabat på dit første køb i web-shoppen.